Om mig

Besøg mig på Facebook ”Kræmmer Erik” - her opdaterer jeg ofte mine aktiviteter m.m.

 

Kræmmer Erik åbnede i weekenden dørene til forretningen Fantastiske Fund i Kulhuse. Her var TV2 også, for at optage nye afsnit til den populære tv-serie af samme navn som forretningen

Forretningen Fantastiske Fund i Kulhuse slog i sidste uge dørene op til et sandt eldorado for tingfindere og andre med hang til spændende genbrugsting.

 

Henved 200 nysgerrige lagde vejen forbi forretningen, hvor man finder alt fra dansk design, retro, kunst og finurlige kvalitetslopper.

 

Indehaver Erik Christiansen også kaldt Kræmmer Erik var i dagens anledning trukket i fuld galla, for dermed at skrue helt op for festlighederne.

 

Udover de mange kunder havde TV2 også lagt vejen forbi på åbningsdagen. De er nemlig i gang med optagelserne til ti nye afsnit af den populære serie med samme navn som forretningen.

 

Fantastiske Fund er programsat til først i august, hvor Kræmmer Erik igen vil være den gennemgående figur.

 

 

 

Kræmmer-Erik

er bidt af en gal loppe

 

 

Erik Christiansen er her og der og alle vegne.

Fra landets loppemarkeder til TV2’s program Fantastiske fund.

Snart er han også at finde i Kulhuse, hvor han åbner

kræmmerforretning

Af Birgitte Masson

 

Når man møder Erik Christiansen, bedst kendt som Kræmmer-Erik, skal man afse god tid. For manden, der blandt andet er kendt fra tv-programmet Fantastiske Fund på TV2 Fri, har meget på hjertet, vel at mærke når samtalen handler om loppefund og ikke mindst hans nye forretning, som ligger i et 200 kvm stort lokale i 'hullet' i Kulhuse.

 

Og helt tilfældigt er det ikke, at den nordligste del af Hornsherred danner basen for Eriks nye kræmmereventyr. Det er nemlig her han sammen med hustruen Birgitte har sommerhus.

 

“Første gang jeg var her efter vinteren, blev jeg overfaldet af brugsmanden. Han havde netop set mig i tv og spurgte, om jeg ikke ville leje lokalet her.”

 

Efter nogle møder faldt alting på plads, og Erik er nu klar til at åbne forretningen den 1. Maj. Og ikke overraskende kommer Eriks nye kræmmereventyr til at hedde Fantastiske Fund.

 

“Forretningen vil være en blanding af dansk design og hyggeting til blandt andet sommerhushaven.” Erik nævner i flæng ting som zink- og kobberspande og frugtkasser med tryk, som i følge ham er meget populære netop nu. Men der vil naturligvis også være andre sjove, finurlige og smukke genbrugsting til huset og haven.

 

Midt i samtalen ringer telefonen. Erik undskylder og tager den. Han snakker - ikke overraskende - begejstret og med stor entusiasme.

 

Da han har lagt røret igen, siger han: “Det var en gammel skolekammerat. Det er utroligt, hvad det har ført med sig, efter at jeg har været på tv. Da min hustru og jeg forleden var en tur i Roskilde Domkirke, kom en gut fra jylland hen og spurgte, om jeg var ude for at finde genbrugsting i kirken.” Erik har vænnet sig til at blive genkendt på gaden.

 

“Så længe det er positivt gør det ikke noget.”

 

Og det er det. Faktisk er Erik så populær, at TV2 netop har spurgt, om han vil være med i en tredje sæson af Fantastiske Fund. Faktisk var endnu en sæson med det populære program betinget af, at Erik ville deltage. Han er glad og stolt, men lige nu har han fokus rettet mod Kulhuse. Og at han glæder sig, er der ingen tvivl om.

 

“Jeg vil gerne være med til at sætte Kulhuse på verdenskortet,” siger Erik og smiler. Han fortæller videre om sin erfaring indenfor handel bla qua hans erhverv som selvstændig købmand i Frederikssund for år tilbage. Og så har han også arbejdet som konsulent i Værløse Bymidte.

 

“Der er masser af planer med stedet her. 'Hullet' skal renoveres og forskønnes.”

 

Interviewet lakker mod enden. Men et sidste spørgsmål ligger lige til højrebenet. Vi vil nemlig gerne vide, hvad Erik betragter som sit mest fantastiske fund?

 

Erik tænker, og siger så: “Det spørgsmål bliver jeg rigtig tit stillet. Det er svært, men det må næsten være Kaj Bojesens gardister i stor størrelse, som jeg gav 2000 kroner for stykket på Hillerød Kræmmermarked for en del år siden. De er langt mere værd. Jeg husker tydeligt folks misundelige blikke, da jeg kom gående med dem,” siger Erik og smiler.